E-mail sparring
Hvad kan du spørge om?
Spørg om næsten hvad som helst. Eneste krav er, at det handler om stress.
Skriv til ks@stressfar.dk
Som fysioterapeut har jeg særlig indsigt i de fysiske aspekter af stress, herunder motion, fysisk genoptræning osv., men jeg besvarer også gerne mere almene spørgsmål relateret til stress og din situation.
Fra min egen stresssygemelding i 2016 ved jeg desværre en del om, hvad du formentlig går igennem. Jeg er ikke psykolog eller behandler og giver ikke terapi, men jeg ved en del om behandlingsformer, metoder og terapiformer.
Jeg har selv siddet til sygesamtalen med chefen, været til møder på Jobcentret, og hvad der ellers hører med af ”fornøjelser” som sygemeldt med stress. Jeg har fra mit daglige job som fysioterapeut i psykiatrien erfaring med at rådgive stresssygemeldte danskere om motion, stresshåndtering, afspænding mv. Hvis det er et personligt spørgsmål, så rids kort din situation op.
Fortrolighed:
Din henvendelse til mig er fortrolig. Jeg skriver ikke om dig på bloggen. Hvis jeg vurderer, at din historie er interessant for andre kan jeg finde på at spørge dig om du vil dele den – evt. anonymt. Det er op til dig.
Svartid:
Jeg bestræber mig på at svare indenfor nogle dage men i travle perioder kan der gå lidt længere tid.
Eksempler på spørgsmål:
Jeg har været sygemeldt med stress siden maj. Jeg har de og de symptomer. Er jeg klar til at træne?
Må jeg dyrke motion med stress?
Jeg bliver svimmel og pulsen går amok, når jeg træner. Er det farligt?
Hvilke former for motion er bedst, når man er sygemeldt med stress?
Er det normalt med synsforstyrrelser ved stress?
Hvordan virker yoga på stress?
Hvad er forskellen på metakognitiv terapi og kognitiv terapi?
Hvad kan en stresscoach hjælpe med?
Hvor lang tid tager det at blive rask efter stress?
Hvad er Åben og Rolig-konceptet?
Hvordan håndterer jeg sygesamtalen?
Hvor hurtigt kan jeg starte op på job igen på fuld tid?
Hvad hvis jeg ikke er rask, når jeg raskmeldes?
Hvordan starter jeg bedst op på job igen?
Behandling af fortrolige oplysninger:
Læs mere om Stressfar.dks politik for behandling af dine informationer her.