Historien om Stressfar - Kim Selsø
Begyndelsen med stress
Min historie med stress tager sin begyndelse en morgen midt i februar 2016. Jeg var på vej på arbejde, da de første symptomer kom væltende som lyn fra en klar himmel. De første uger var symptomerne primært fysiske, senere stødte psykiske og kognitive symptomer til.
Jeg arbejdede på det tidspunkt som fysioterapeut i Herlev Kommune. Oprindeligt er jeg uddannet journalist og har arbejdet som sådan i en årrække, inden jeg besluttede at prøve noget nyt i 2011. Jobbet i Herlev var mit første, efter at jeg var blevet færdig på fysioterapeutuddannelsen året før. Jeg var absolut
nybegynder i faget.
Skiftet fra et kreativt fag som journalistik til at arbejde med krop og mennesker var en ordentlig mundfuld. Jeg havde en stor grad af ansvarsfølelse overfor de mennesker, jeg havde i min varetægt. Der var mange bolde i luften og stramme tidsskemaer. Men selvom jeg oplevede, at jeg løb stærkt, havde jeg en tro på, at det nok skulle gå. Det gjorde det så ikke.
Efter at have sejlet rundt på arbejdet i flere dage, gik jeg til lægen med bl.a. svimmelhed, trykken for ørerne og synsforstyrrelser. Lægen vurderede, at årsagen var problemer med balancecentret i ørene og sendte mig videre til undersøgelse hos en ørelæge, der intet unormalt fandt.
Mistanke om blodprop var stress
Derefter var jeg igennem en række undersøgelser på Bispebjerg Hospitals neurologiske afdeling for at udelukke mistanken om en apopleksi, der er en hjerneblødning eller blodprop i hjernen.
Tre uger senere var den mulighed også udelukket, og jeg fik diagnosen stress. En længerevarende sygemelding tog sin begyndelse.
I de følgende mange måneder kæmpede jeg mig vej tilbage. I den proces var min daværende arbejdsgiver, systemet og fagforeningen, Danske Fysioterapeuter, ikke til nogen hjælp. Heldigvis fik jeg uvurderlig støtte fra min familie og venner, indtil flere psykologer, Københavns Kommunes stressklinik, alternative behandlere og terapeuter m.f.
Mine researchkundskaber fra journalistikken har været en god forbundsfælle undervejs, når ny viden skulle graves frem fra obskure hjørner af internettet eller støvede lærebøger i neurologiske sygdomme.
Stressfar vender tilbage
Da jeg hårdt presset af sygedagpengesystemet 11 måneder senere blev raskmeldt 1. januar 2017 dinglede jeg stadig rundt som en groggy bokser og kæmpede med eftervirkninger, bl.a. angst. Herfra overgik jeg – tvunget af omstændighederne – til dagpenge-systemets regide krav og uvished om fremtiden. Jeg var først rigtig mig selv igen efter sommerferien 2017, halvandet år senere.
Efter nogen betænkningstid vendte jeg tilbage til fysioterapien i januar 2019, og det har jeg ikke fortrudt. Sideløbende med mit deltidsjob som fysioterapeut i Holbæk bruger jeg min energi på at hjælpe mennesker med stress via Stressfar.dk.
Da de første indlæg og artikler så dagens lys i oktober 2017 var tanken, at Stressfar.dk var en hjemmeside for mænd. Det er jeg siden gået væk fra. Stress rammer alle, og det giver ikke mening at dele tingene op. I dag henvender Stressfar.dk sig til alle, der har en interesse i stress og mental sundhed, kvinder såvel som mænd.