Gåture har aldrig sagt mig noget. Hvorfor ikke? Fordi det keder mig grænseløst at gå. Det. Går. Så. Langsomt. Så langsomt at selv pensionister med rollator og blebørn kan følge med.
Jeg er i min egen selvforståelse mere ironman-typen, der gladeligt løber 30-35 km om ugen, når jeg ellers er i form og fri for skader. Det lokale fitnesscentret er jeg også periodevis gæst hos, og så gør jeg flittigt brug af diverse træningsredskaber derhjemme.
Der er jo ikke rigtig prestige i at gå, vel? Og i øvrigt er der aldrig nogen, der har fået store overarme eller sixpack af en slentretur i farmor-tempo. Hvis man ellers er til den slags. Såkaldt normale mennesker løber, cykler eller spiller håndbold eller badminton eller rundbold eller dart. De går ikke ture.
Gåture er effektiv stress behandling
Sådan havde jeg det i det mindste indtil for tre år siden. Først da jeg blev sygemeldt med en seriøs omgang stress og ikke kunne træne normalt i et halvt år, lærte jeg at sætte pris på de rolige traveture på to ben. I det følgende kan du læse om mine personlige erfaringer med gåture som medicin til behandling og fysisk genoptræning efter stress.
Det er ikke fordi jeg ikke har gået i mit liv. Jeg var spejder i fem år mens jeg gik i folkeskolen, og der vadede vi rigtig meget ad endeløse jyske landeveje med en kærre på slæb. Mine første seriøse erfaringer med gåture fik jeg som værnepligtig i Den Kongelige Livgarde, da jeg lige var fyldt tyve.
Ildmarch i Livgarden
Kompagnichefen var en karseklippet kaptajn, der var berygtet for at stille skrappe krav til sine soldater. Kun det ypperste var godt nok.
KC vidste formentlig alt, hvad der er værd at vide om blodvabler, skydevåben, kampsvømning og nærkamp med bajonetter. Han var typen, der behersker 57 forskellige teknikker til at slå ihjel og evner at marchere 100 kilometer i støvler med store blodfyldte vabler på fødderne og spise sin egen afføring uden at kaste op. En bad ass i ordets fineste betydning.
Når de øvrige kompagnier gik ti kilometer i gummisko, marcherede vi 20 iført støvler og oppakning. Når de andre var på øvelse, varede den et døgn og sluttede tids nok til, at de kunne nå et dejligt varmt brusebad og en bid lækker aftensmad på det nærliggende soldaterhjem.
Vi vendte i reglen først hjem til kasernen flere dage senere, gerne midt om natten, udhungrede og forkomne.
Øvelserne var et kapitel for sig. For at gøre strabadserne så realistiske som muligt forbød KC brugen af lys om natten, hvilket ikke sjældent resulterede i blå mærker og mistet udrustning, når vi soldater ragede rundt i blinde mellem stikkende grantræer på jagt efter vores bivuak eller et skyttehul.
Bøllehat og kæmpe rygsæk
Når vi så endelig fik lov at gå til ro, fandt chefen stor fornøjelse i at tage fusen på vagterne ved at snige sig uset ind og ud af lejren. De stakkels vagtposter, der ikke havde sovet i flere døgn, fik sig et chok, når den lille mand dukkede op ud af det blå med sløringscreme i ansigtet, en gigantisk rygsæk på ryggen og en armygrøn bøllehat trukket godt ned i panden.
Var man så uheldig, at han ligefrem overraskede en i at småblunde, faldt straffen prompte i form af 30 armstrækninger og en ekstra brandvagt eller to, når man vendte tilbage til kasernen.
Under feltuddannelsen var det mere reglen end undtagelsen, at man på øvelser blev jaget op midt om natten og beordret på alenlange natlige patruljer i buldermørke ind i "fjendeland". Når man ikke kravlede rundt i mudder gik tiden med eksercits, hvor vi lærte at marchere i kolonner uden at træde manden foran i hælene.
I årene efter gik jeg stort set kun korte ture til bussen, i supermarkedet og lignende. Resten af min energi brugte jeg på at løbe og træne. Da jeg blev sygemeldt med alvorlig stress i begyndelsen af marts 2016 fortsatte jeg i første omgang med at træne som hidtil, dvs tre gange om ugen, men da symptomerne blev forværret, valgte jeg efter et halvt år at sætte træningen på pause.
Efter at jeg satte løbeturene og fitness-øvelserne på hold måtte jeg finde på noget andet for at holde kroppen ved lige og løsningen blev at vende tilbage til gåturene. Selvom jeg ikke brød mig om tanken var jeg mig ulidelig bevidst om, at det var en god idé at røre mig fysisk, fordi den fysiske aktivitet ville sætte gang i blodomløbet og dermed hjælpe til med at skylle stress-hormonerne ud af kroppen.
Fem måneder med daglige gåture
Fra sidst i august 2016 begyndte jeg at gå daglige ture, og det fortsatte jeg med de næste fem måneder. Nogle dage drev jeg bare rundt en halv times tid i gaderne omkring Hillerødgade og Nørrebrogade og koncentrerede mig om ikke at jage afsted, hvilket var svært i begyndelsen. Når man er stresset, og hjernen kører med 120 km i timen, er det ikke nemt at slentre afsted.
Jeg oplevede ofte, at jeg uden at være bevidst om det havde skruet mit gangtempo op, så jeg marcherede afsted, som om jeg havde fanden i hælene. Når jeg indså det, bremsede jeg op og tvang mig selv ned i farmor-tempo. Fem minutter senere gik jeg igen for hurtigt, og sådan fortsatte det i lang tid.
Som ugerne gik og mit nervesystem faldt mere til ro, blev det nemmere at finde fred med et roligere tempo. Fra da af begyndte jeg systematisk at øge længden på nogle af turene, så jeg et par gange om ugen nåede op på halvanden time. Sagen er nemlig den, at hvis ikke man presser sig selv, så udvikler man sig ikke. Kunsten er at finde et niveau, som kroppen kan tåle.
Tempoet lå i et leje, så kroppen ikke reagerede negativt på belastningen. Ind imellem kom jeg til at gå for hurtigt, hvilket resulterede i influenza-lignende symptomer i timerne efter jeg kom hjem og ofte også dårlig nattesøvn den følgende nat med svedeture og hjertebanken. Så måtte jeg nedjustere tempoet næste gang. På den måde prøvede jeg mig frem.
Jeg havde to foretrukne ruter, den ene førte mig fra Nørrebro, rundt om søerne og tilbage ad Tagensvej og den anden ud i området Ved Bispebjerg Hospital og Emdrup Station. Da jeg havde dert værst i august og september 2016 søgte jeg tilflugt i min brors anneks i Hillerød og gik lange ture i skoven.
Test af stress symptomer
Selvom jeg vænnede mig til gåturene var det svært for mig at slippe træningen og de tre ugentlige løbeture. Cirka hver tredje uge igennem efteråret og vinteren testede jeg mig selv i håbet om, at mit nervesystem var helet så meget, at jeg kunne begynde at løbe igen.
Testene foregik i reglen ved at jeg på de korte gåture eksperimenterede med at skrue tempoet et hak op på dele af turen, hvorefter jeg registrerede hvordan kroppen reagerede efter turen, om natten og næste dag.
De fleste tests lavede jeg med en pulsmåler. Ind imellem supplerede jeg gå-testene med trappegang, et par armstrækninger eller en simpel elastikøvelse for skulderen. De første tests jeg lavede faldt negativt ud, hvilket i praksis betød, at min krop sitrerede og føltes feberagtig i flere timer efter aktiviteten, nattesøvnen var ødelagt og både hoved og krop føltes næste morgen som en sitrende myretue.
Sidst på efteråret blev det lidt bedre. Nervesystemet føltes stadig som om det var hypersensitivt, men feberfølelsen og udmattelsen aftog. Indtil nu havde jeg antaget at min krop var slidt ned efter mange måneders stressbelastning men nu begyndte jeg at overveje om problemet i virkeligheden sad i hovedet.
Måske var kroppen og nervesystemet helet op og klar til træning (på et lavt niveau selvfølgelig) men hjernen responderede negativt på at få pulsen op, fordi den opfattede den øgede puls som en trussel. Altså. Hjernen registrerede at pulsen blev øget og opfattede dette som en trussel, hvorefter den gik i alarmberedskab og spyttede stress-hormoner ud i kroppen.
Angst for at få pulsen op?
Stress-hormonerne fik kroppen til at spænde op og hjertet til at galopere endnu hurtigere, hvilket hjernen registrerede og blev endnu mere hysterisk. Med andre ord. Hvis det var tilfældet var det ikke den fysiske aktivitet, der var problemet, problemet var den angst, som den øgede puls fremkaldte.
Hvis det var tilfældet, så bestod kuren i at øge aktiviteten gradvist, så hjernen kunne vænne sig til at pulsen ikke var farlig. Hvis kroppen derimod stadig var slidt og havde behov for restitution og jeg begyndte at løbe igen for tidligt, så lå der et nyt kollaps forude. Så hvad skulle jeg gøre? Jeg besluttede at afvente situationen og fortsætte lidt endnu med gåturene.
I begyndelsen af det nye år var nervesystemet kommet så meget i ro, at jeg følte mig klar til at steppe op. Jeg begyndte til yoga og 23. februar 2017, efter mere end et halvt års løbe- og træningspause løb jeg den første tur igen: Fem gange et minuts stille joggetur rundt i Nørrebroparken. Få måneder senere løb jeg fem kilometer.
I dag er det knap to år siden jeg raskmeldte mig efter 11 måneders sygemelding og jeg går stadig kortere og længere ture hver dag.
Læs også:
Gå dig glad i naturen – en artikel skrevet til Stressforeningen om, hvordan gåture og mindfulness-øvelser i naturen virker helende på stress.
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.
Comments