Jeg fik tre nye "venner", da jeg i marts 2016 blev sygemeldt med stress: Angst, Tvivl og Træthed. Det er ikke den slags venner, man har lyst til at samle på, men de er ikke til at slippe af med. Det er fire år siden, og de hænger stadig fast i mit liv.
Måske har du selv mødt dem? Eller også kender du nogen, der har?
Senfølger af stress
Her tre år efter, at jeg blev raskmeldt, oplever jeg stadig en slipstrøm af uvelkomne senfølger af min stress. Fx. føles det som om, at jeg ikke længere har den samme energi. Hovedet sander hurtigere til og batterierne er flade i løbet af nul komma fem – selv efter en længere opladning.
De er der ikke hele tiden, Angst, Tvivl og Træthed. Men meget ofte er de der og – som jeg erindrer det - også oftere end før i tiden.
Uhøflige som de er bliver de ved med at dukke op selvom jeg ikke inviterer dem. Som en tungnem dørsælger, der ikke fatter et nej.
Jeg er endda flyttet, men de har fundet mig alligevel. Så står de der og hamrer på døren – om end jeg er blevet bedre til at ignorere dem. Som regel holder de sig væk, når jeg er på arbejde eller laver noget andet. Men hver gang jeg har fri og skal lade op, kommer de væltende. De er nogle snu sataner.
Træt i hovedet
Det er som regel Træthed, der dukker op først. Jeg har været på arbejde i et par dage, og så står han der i døren og griner fjoget. Han vil gerne have mig til at holde fri og slappe af. ”Det kan jeg jo ikke,” svarer jeg som sandt er.
”Pengene tjener jo ikke sig selv, vel? Der skal betales husleje, jobambitionerne skal plejes, det samme med familien og alle de huslige pligter og skolehjemsamtaler og..” Det prøver jeg tålmodigt at forklare ham, men det trænger ikke ind.
Så jeg ignorerer ham. Men det er lidt ligesom fnat. Når han først er der, er han ikke til at slippe af med. Jeg forsøger at passe mit arbejde så godt jeg kan, balancere familielivet, skrive lidt ved siden af, dyrke motion.
Gøre det, man nu skal og som ens ego kræver og så håbe, at Træthed forstår en fin hentydning og skrider. Men det sker bare aldrig. Jo mere jeg ignorerer ham jo mere anmassende er han. Efter et stykke tid kalder han på sin ven, Angst.
Tvivl og angst
"Pas på" hvisker Angst med sin hæse raspende stemme. ”Husk hvad der skete. Husk! Træthed har ret."
”Okay,” svarer jeg og trækker opgivende på skuldrene. ”Måske jeg skulle holde lidt fri.”
”Fri!” Råber Tvivl, der nu er dukket op som trold af en æske. ”Du kan da ikke svigte dit ansvar.”
”Men jeg er jo egentlig ret træt,” forsøger jeg.
”Træthed og Angst bilder dig bare noget ind.”
”Hvad mener du?”
”Det er ikke farligt at være træt. Det er bare noget, Angst påstår.”
”Okay? Så jeg risikerer ikke at køre mig selv i sænk, selvom jeg fortsætter?”
”Nej da.”
”Lyt ikke til ham,” råber Angst. ”Det er farligt. Du skulle aldrig være vendt tilbage til et job som fysioterapeut!”
”Men hvad skulle jeg så lave?”
Tvivl ler overbærende. ”Du er nødt til at se spøgelserne i øjnene, hvis du vil videre. Og du er jo ikke død endnu, vel?”
”Hvad med corona?” hyler angst. ”CORONA!”
”Så hold dog kæft!”
Som en hypokonder
Det er som regel på det her tidspunkt, jeg ringer til min praktiserende læge. Eller mere præcist: Først skriver jeg en mail, hvor jeg med en hypokonders grundighed remser en stribe symptomer op sammen med et udvalg af teorier om, hvad jeg tror, der er galt.
Jeg har i tidens løb lært et utal af latinske navne på ukendte sygdomme at kende, og så er det min læges lod at fortælle, at det nok ikke er det, jeg fejler. En af de mere eksotiske diagnoser, jeg engang belemrede en overlæge på Bispebjerg Hospitals neurologiske afdeling med var sygdommen Hydrocephalus, der medfører et forhøjet væsketryk i kraniet. Overlægen kom til at grine, for det havde jeg bestemt ikke.
Nå, men min læge er en flink fyr, så han lytter altid venligt, og så forklarer han mig, hvordan det hænger sammen med angst og træthed og senfølger af stress. Når man har været nede med alvorlig stress, har hjernen det med at fiske de gamle angstmønstre frem igen som noget af det første, når den bliver urolig over et eller andet.
"Aha," tænker jeg. Det giver jo meget god mening. For det er præcis sådan, min hjerne reagerer på pres. Den bekymrer sig om alt.
Ind imellem tager han også nogle blodprøver. Dem har jeg fået taget nogle stykker af de sidste fire år, og de har alle sammen været negative. Ikke det mindste har der været men man vil jo gerne være sikker.
Binyretræthed
Så ringer jeg typisk et par dage efter og får svaret – eller skriver en mail. Konklusionen er den samme hver gang. Alt er fint. Samtalen foregår i reglen sådan:
”Så jeg fejler ikke noget alvorligt?”
”Nej.”
”Ingen hjernetumor eller hjerneskade?”
”Nope.”
”En lille smule binyretræthed måske?”
”Det er ikke sandsynligt.”
”Hvad med lavt blodsukker?”
”Niks.”
"Har jeg diabetes?"
"Nej."
”Okay. Jamen så farvel.”
En af senfølgerne af langvarig stress er, at man bliver rigtig god til at lægge mærke til de mindste forandringer i ens indre tilstand. Man vil for alt i verden undgå at havne i hullet igen, så alle antenner er ude.
De mindste signaler vendes og drejes. Dr. Google konsulteres sammen med diverse sundhedsfaglige opslagsværker og gamle kalendernotater sammenlignes med nylige af slagsen.
Hvorfor er jeg så urolig indeni? Er trætheden ikke også blevet lidt værre den seneste måned, nu jeg tænker efter? Og jeg er godt nok spændt i skuldrene. De skide lykkepiller virker sikkert heller ikke længere. Der MÅ være et eller andet galt.
Bodily Distress Syndrome
Jeg har i min søgen efter viden været forbi de mest obskure hjemmesider, man kan finde udenfor det mørke internet. De yderste afkroge af alternative tosser (med tosser mener jeg ikke alternative behandlingsformer i bred forstand, mere den del af branchen der bekender sig til fjernhealing, trommeterapi mv.) er blevet udforsket og afvist.
Min seneste research i langtidskonsekvenserne af stress har bragt mig i kontakt med begrebet Funktionelle Lidelser, og en helt ny verden har åbenbaret sig for mig.
Funktionelle Lidelser er i modsætning til trommeterapi og lignende funderet i lægevidenskab og forskning. Det er en række diagnoser under samlebetegnelsen Bodily Distress Syndrome forkortet BDS. Kriteriet for BDS er, at der er sygdoms-symptomer men ingen sygdom. Årsagen til symptomerne bunder formentlig i hjernens måde at håndtere information på.
En ny erkendelse
Kronisk stress kan skade det filter, der sorterer sanseindtryk og kropslige impulser, så systemet overbelastes. Efter at have læst forskelligt materiale fra Sundhedsstyrelsen mv. tog jeg kontakt til en overlæge på Afdelingen for Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitets Hospital.
Det blev til en længere snak, og da jeg afsluttede samtalen var jeg ikke i tvivl.
Jeg har BDS, sagde jeg til mig selv. Ikke i en slem variant men en smule. Måske.
Jeg har endnu ikke talt med min læge om blodprøverne. I de her corona-tider er laboratorierne formentlig overbebyrdede med corona-tests, men mon ikke min krop har det fint? Jeg tror det.
Pas på dig selv, for det der stress er ikke til at spøge med.
Læs også:
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.
Hej Stressfar
Tak for et super godt indlæg, det er lige sådan,jeg har det.
Dog har jeg haft stor hjælp af metakognitiv terapi. Det går ud på at, i stedet for at forsøge at ignorere tanker, følelser og angsten, så skal man acceptere dem og lade dem være, men fokusere på noget andet. Hvis man irriterer sig, bearbejder man dem og derved vedligeholdes de. På samme måde som et sår; hvis man bliver ved med at kradse i det, heles det ikke.
Mvh
Tim