Mine børn driver mig ind imellem til vanvid. Ikke så tit som før i tiden, men jeg kan stadig blive så arrig og frustreret, at jeg har lyst til at nikke væggen en skalle.
I efteråret var vi i Legoland. Om aftenen, da vi var tilbage på værelset efter middagsmaden, fandt storesøster på ni år ud af at lillesøster på seks havde taget en af hendes ynglings-bamser med uden at spørge.
Efter et længere mundhuggeri, hvor lillesøster nægtede at sige undskyld, lod den store tårerne få frit løb. ”Hun tuder,” meddelte lillesøster køligt fra sin plads i overkøjen.
”Hold din kæft,” lød svaret.
Den slags gør mig virkelig træt.
Men hvad stiller man op, hvis man som far ikke har lyst til at ende på den lukkede, nedbrudt og syg af stress eller som skilsmissefar på et fugtigt loftskammer hos en enke i Brønshøj? Hvad gør jeg, hvis mine børn giver mig stress? Læs videre og få svaret.
Mine børn giver mig stress
Noget af det, der med usvigelig sikkerhed kan sætte fut i min stress og få energien til at fosse ud på et splitsekund, er morgenerne. Og måltiderne. Og når de skal tage tøj på, børste tænder og når de springer råbende rundt i møblerne som kaniner eller dyrker Kung Fu i min seng. Så er der ikke langt til at min indre vulkan går i udbrud.
Derudover er der nætterne, ferierne, weekenderne, der ind imellem føles som ophold i en arbejdslejr, og bilturene til sommerhuset.
Sidstnævnte tager en times tid men føles ofte som et halvt år.
”Er vi der snart, far?” spørger lillesøster første gang cirka fem minutter efter, at vi er kørt hjemmefra. Storesøster ryster opgivende på hovedet af lillesøsters naivitet. Uden at løfte blikket så meget som en centimeter fra den IPad, hun sidder begravet i, sukker hun dybt og højlydt.
”Må jeg være med?” kommer det derefter håbefuldt fra lillesøster, der ved udsigten til at spille straks har glemt alt om køreturen.
”Nej.” Herefter bliver lillesøster tomatrød i hovedet og begynder at jamre som en syg søløve.
”Hun tuder,” meddeler storesøster køligt.
”Hold din kæft,” lyder svaret.
Faktisk er det et mirakel, jeg endnu ikke har fået mavesår.
Efter at storesøster er blevet større er hendes unoder heldigvis aftaget. Desværre er lillesøster udstyret med både fantasi og viljestyrke nok til at holde et helt pædagogseminarium beskæftiget.
Emil fra Lønneberg
Som for eksempel dengang, hvor hun som en anden Emil fra Lønneberg skulle teste, om hun kunne mase begge ben samtidig ned i mellemrummet mellem lænestolens ryglæn og sæde. Det kunne hun godt. Det var værre den anden vej.
Det endte med, at vi måtte lægge stolen ned på siden og vride hende fri, ligesom man trækker en prop op med en proptrækker. Mens mor holdt staklen fast, måtte storesøster og jeg (mest Storesøster) trække den sprællende og hylende unge løs.
Ved en anden lejlighed havde hun ganske usædvanligt kasket på, da hun kom hjem fra børnehave. Hun insisterede på at beholde hovedbeklædningen på til aftensmaden, hvilket hun fik lov til.
Da vi til sidst fik den af hende, viste det sig, at hendes hår var filtret ind i noget blåt, hæsligt stads kaldet putty, der er en mellemting mellem modellervoks og slim.
Lillesøster forklarede brødebetynget at hun havde forsøgt at lave en hårelastik af det blå stads, der nu var størknet til en konsistens ikke ulig cement. Det tog os resten af aftenen at vaske den klæbrige masse nogenlunde ud af hendes hår.
Stressende sengelægning
Sengelægningen er en af de pligter, der stadig kan få mine nerver på højkant. Som regel begynder det med, at min kone efter aftensmaden sender mig et træt blik, sukker højlydt og lader mig forstå, at det altså er min tur til at lægge lillesøster i aften.
Derefter udspiller der sig et mindre kaos i mit hoved, når hjernen afspiller en stribe rædselsscenarier på min indre skærm.
Herefter følger begivenhederne som regel et fast mønster. 1) Jagte lillesøster rundt i lejligheden og hale hende med ud på badeværelset for at børste tænder.
2) Jagte lillesøster rundt i lejligheden og slæbe hende ind i seng. 3) Vente en evighed på at hun finder lige præcis den bog, hun har besluttet sig for, at vi skal læse i bjerget af bøger i bogreolen.
4) Diskutere, hvorfor jeg ikke har lyst til at læse et 60 sider langt eventyr i en murstenstyk bog med Disneys samlede værker i illustreret udgave. 5) Acceptere at læse et 60 sider langt eventyr i en murstenstyk bog med Disneys samlede værker i illustreret udgave.
Når vi omsider er nået til slutningen af historien, klapper jeg bogen sammen, slukker lyset og beder til, at hun lægger sig til at sove. Det gør hun af og til.
Stress symptomer pibler frem
På det her tidspunkt er min krop for længst gået i alarmtilstand; hovedpine, svimmelhed og arrigskab konkurrerer om pladsen i mit rødsprængte hoved.
Ofte markerer slukningen af lyset begyndelsen på en længere seance, hvis indhold varierer alt efter Lillesøsters humør og hvor træt hun er. Da hun var mindre, kunne hun finde på at stille sig op i den ene ende af sengen og kaste med alt, der ikke var boltet fast, mens hun råbte og skældte ud.
Nu er det mere noget med at kalde på sin mor i en utålmodig tone hvert tredje minut i hvad der føles som en evighed. Nogle gange falder den lille engel i søvn. Andre gange når jeg knap nok at sætte mig i lænestolen foran fjernsynet med mit the-krus, før jeg må rejse mig igen.
For eksempel som i efteråret, hvor der lød støj fra vores soveværelse, efter at jeg havde lagt hende i seng og slukket lyset i børneværelset.
Jeg for derind og fandt lillesøster hoppende rundt i sengen som en kænguru, mens hun højt og skingert råbte ”krudt i røven!”
Tre overlevelsesstrategier til stressede fædre med børn:
1) Leg at du er en gorilla
Da storesøster var lille, og når det hele ind imellem blev for meget, havde jeg en stor rød pude, som jeg yndede at banke løs i. Det virkede fortrinligt. Jeg er siden gået over til en variant af metoden, hvor jeg råber i stedet.
2) Flygt for satan, flygt
En anden strategi, jeg har benyttet ofte i årenes løb, er flugt. Ikke sådan for alvor men bare i nogle dage, så jeg kan hvile ud og blive menneske igen.
Jeg har boet på iskolde vandrehjem i februar, på elendige men billige hotelværelser, tilbragt dage og nætter bag kolde stenmure på klostre i øde egne af Jylland eller i min brors anneks i Hillerød.
Har det hjulpet? Ja, på kort sigt er det en glimrende måde at få rum til at lade batterierne op i fred og ro. Men på den lange bane flytter det ikke så meget. Er min erfaring.
3) Mentaltræning
Det der har flyttet mest, synes jeg, har jeg først lært for nylig.
I forbindelse med mit stresskollaps i 2016 lærte jeg en tredje strategi, jeg siden har forsøgt at praktisere efter bedste beskub. Den tredje vej handler om at være i det ubehagelige uden at ændre noget.
Meditation dæmper stress
Metoden hedder Åben og Rolig, og jeg blev introduceret for den på et stressforløb ved Københavns Kommunens stressklinikker.
Åben og Rolig bygger grundlæggende på samme tankegang som mindfulness. Kort sagt at være til stede i nuet, og tillade det, der er at være som det er. I den forbindelse har jeg også lært en anden ting, som egentlig først gik op for mig sidste år men som har været en øjenåbner for mig.
Jeg er blevet bevidst om, at når jeg bliver vred på mine børn, så er det tit mig selv, jeg bliver vred på. Jeg skælder dem ud, men det er mig selv, jeg pisker. Jeg gør det, fordi jeg føler magtesløshed over ikke at kunne kontrollere situationen.
Når først jeg erkender det, så letter vreden, og det bliver omgående lidt nemmere at være rolig, har jeg erfaret. For et eller andet sted er det sgu ikke rimeligt at forlange af sig selv, at man kan styre børn. Når jeg indser det, falder jeg ned.
Læs også:
Kunne du lide artiklen? Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få mulighed for at stille spørgsmål om din stress. Det er gratis. Eller del eller like på Facebook eller LinkedIn.
Comments