Støt på 10er Når hjernen brænder sammen – her er de kognitive symptomer på stress
top of page
  • Kim Selsø

Når hjernen brænder sammen – her er de kognitive symptomer på stress

Opdateret: 6. jun.

Fysiske og psykiske stress symptomer er møgubehagelige, men det er de kognitive symptomer på stress, der er vanskeligst at takle for mange stressramte.


En af de mere skræmmende oplevelser, jeg selv havde som stresssygemeldt, handlede netop om det. Tilbage i maj 2016 skulle jeg mødes med en gammel ven fra Journalisthøjskolen. Jeg havde på det tidspunkt været sygemeldt med stress i tre måneder.


Vi fandt en hyggelig frokostrestaurant i indre by nær Strøget og tilbragte et par timer med at sludre om gamle dage og nyde en god frokost og en skummende øl.



Hvis du syntes, at artiklen var interessant så tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev.

Du er også velkommen til at dele eller like på Facebook eller LinkedIn

eller sende en mail med kommentarer og forslag til ks@stressfar.dk.



Vi skiltes i de små gader tæt på Storkespringvandet. Da min ven var forsvundet ud af syne, så jeg mig omkring for at finde vej tilbage til Nørreport Station. Forbavset konstaterede jeg, at jeg ikke kunne genkende omgivelserne.


Jeg har været på Strøget masser af gange i årenes løb, men det hele lignede hinanden og min hjerne kunne ikke gennemskue, hvad vej jeg skulle gå. Jeg fandt mobiltelefonen frem og åbnede kortet. Jeg fandt den blinkende prik, der markerede, hvor jeg befandt mig, og forsøgte at zoome ind på gadebilledet.


Stresset mand med kognitive stress symptomer
Ved alvorlig stress er din hjerne forgiftet af stresshormonet kortisol, og så fungerer den ikke optimalt. Man kan ind imellem føle sig en smule dement, men heldigvis er der ingen, der kan se hvor galt det står til og hjernen kommer sig igen - sådan da.

Forvirret og desorienteret

Jeg fokuserede alt det, jeg kunne, men min hjerne strittede imod. Kortet stod uskarpt og farverne var slørede. Forsøget på at sammenholde kortet med gadebilledet gjorde mig svimmel og utilpas.


Jeg kiggede op fra telefonen i håb om at se et butiksvindue, et skilt eller en bygningsfacade, jeg kunne genkende, men alt var et stort kaos af støj, myldrende mennesker, lyde og lys, der bombarderede mig fra alle retninger.


I flere minutter stod jeg der forvirret og desorienteret og missede med øjnene i det skarpe sollys og følte mig mest af alt som en dement, der var blevet væk på tur med plejehjemmet. I mangel af bedre satte jeg mig tungt ned på en trappesten og lukkede øjnene.


Som en skrigende orangutang

På det tidspunkt var en snert af panik begyndt at rumle indeni. Sjovt nok var det ikke de karrieremæssige og familiemæssige konsekvenser af min nedsmeltede hjerne der bekymrede mig.


Det, der optog min tankevirksomhed var, hvor umådeligt pinligt det ville være at få et psykisk sammenbrud midt på Strøget foran tusindvis af mennesker og en masse duer.


At knække sammen i fosterstilling midt i indre by, skrigende som en orangutang med savl løbende ud ad dirrende mundvige og øjne, der flakker som et tændt stearinlys i stormvejr.


Tanken var åbenbart tilpas skræmmende, for pludselig tog fanden ved mig. Jeg fik halet mig selv op at stå og begyndte at gå i en tilfældig retning. Efter noget tid kunne jeg se Kongens Nytorv forude og vidste, at jeg havde valgt forkert.


Jeg drejede omkring og gik den modsatte vej, indtil jeg nåede Yorks Passage og vejen til Nørreport Station lå åben. Gud være lovet. Den totale ydmygelse var afværget.


Pandelappen er hjernens chef

Forklaringen på min manglende stedsans den dag i maj 2016 skal findes i de dele af hjernen, der huser de kognitive funktioner. Det latinske ord for hjernens kognitive funktioner er conitio, der kan oversættes til tænkning.


De kognitive funktioner er noget af det, der adskiller dig fra en abe eller en tibetansk dværghamster. Det er de mentale processer i hjernen, der gør dig i stand til at fungere i hverdagen.


En af de vigtigste strukturer i hjernen, der vedrører de kognitive funktioner, er pandelappen, der fysisk er lokaliseret i den nyeste og mest udviklede del af hjernen. Det er her du analyserer, løser opgaver og planlægger.


Pandelappen er hjernens center for logisk tænkning og fornuft og kaldes derfor også hjernens chef. Udover at spille en central rolle i din evne til at tænke fungerer pandelappen som stressbremse i forhold til amygdala, som er hjernens alarmcentral.


Familie på Broadway i New York
Fotoet er taget på vores ferie til New York for nogle år siden, hvor vi var på Broadway og se forestillingen Aladdin. Et sted som Broadway er ren tortur for en stresset hjerne, fordi hjernen har svært ved at bearbejde de mange indtryk. Den drukner i impulser.

En anden vigtig struktur når vi taler kognitive funktioner er hippocampus, der huser hjernens bibliotek og ligesom pandelappen fungerer som stressbremse.


De fysiologiske konsekvenser af langvarig stress er, at pandelapperne fungerer dårligere, hippocampus skrumper og amygdala forstørres. Samtidig med at amygdala vokser bliver den også mere sensitiv. Samlet set betyder det, at din tænkning fungerer dårligere, og at du bliver nemmere stresset. En virkelig dårlig cocktail.


Eksempler på kognitive symptomer på stress:

Opmærksomheds-forstyrrelser (nedsat koncentration).

Svært ved at håndtere mange stimuli (mange mennesker, hektisk indkøbscenter)

Mental træthed.

Nedsat overblik, svært ved at holde flere bolde i luften (skifte mellem opgaver).

Svært ved at finde vej.

Svært ved at overskue selv simple opgaver.

Svært ved problemløsning.

Svært ved at tilrettelægge og igangsætte aktiviteter.

Svært ved at strukturere og analysere information.

Husker dårligt.

Nedsat indlæringsevne.

Svært ved at genkende ansigter.

Svært ved at bedømme afstande.


Desværre er de kognitive symptomer som nedsat hukommelse, nedsat koncentration og nedsat overblik også de funktioner, der er længst tid om at blive normale igen. De fysiske og psykiske symptomer forsvinder som regel først.


Det er ikke unormalt, at det kan tage et år eller længere tid før dit hoved begynder at fungere som før. Nogle oplever varige skader, f.eks. at de husker dårligere og bliver hurtigere trætte mentalt men de fleste opnår at blive nogenlunde sig selv igen.


Læs også:






Hvis du syntes, at artiklen var interessant så tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev. Du er også velkommen til at dele eller like på Facebook eller LinkedIn eller sende en mail med kommentarer og forslag til ks@stressfar.dk.


2.692 visninger0 kommentarer
Kim Selsø med hænderne i siden

Tilmeld nyhedsbrev

- og få en gratis e-bog med 3 træningsprogrammer

Træn klogt med stress e-bog
bottom of page