Støt på 10er
top of page
Kim Selsø

Sygemeldt med stress: Kuren er tid, ro og aflastning – ikke hurtige quickfix og flere krav

Mange stressramte oplever en stærk indre trang til at fixe problemet. Underforstået fjerne de ubehagelige kropslige fornemmelser og følelser. Det er en del af stressens natur, at noget skal ændres.

 

Det er bare ikke måden at løse det på, når du står midt i et voldsomt systemnedbrud og er sygemeldt med stress – eller burde blive det.


Mand med stress slapper af
Gør som den amerikanske selvhjælps-blogger og succesforfatter Mark Manson og lær at slappe af. Fokuserer på det, der er vigtigt for dig, og lige nu er det dit helbred.

Stress er en overbelastningstilstand, og du kan langt hen ad vejen sammenligne det med en fysisk overbelastning af kroppen.

 

Sygemeldt med stress: Kuren er restitution

Hvis du går til lægen eller en fysioterapeut med overbelastningssmerter i din akillessene, fordi du har trappet din løbetræning for hurtigt op, vil du blive bedt om at skære ned på træningen og give skaden ro. Lægen vil aldrig foreslå dig at træne endnu hårdere.

 

 

Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der

er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på

Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller

ros til ks@stressfar.dk.

 

 

Fysioterapeuten vil måske anbefale dig at bruge hælkapper i dine hverdagssko som aflastning af det skadede væv i senen. Han vil sikkert give dig nogle øvelser men ikke lige med det samme.


Du skal tænke på samme måde med stress i den akutte fase, hvor du har mistet kontakten til dig selv og sejler rundt.

 

1)    Aflastning

Skru ned for stressorer eller fjern dem om muligt helt. Stressorer er de ting, der trigger stressen i dig. Det kan være alt muligt: For stor arbejdsbyrde, konflikter i hjemmet, mobning på jobbet, uklare krav på jobbet osv. Du skal væk fra det, der overbelaster dig. Også selvom din hjerne prøver at overbevise dig om, at du skal kæmpe videre.

 

2)    Ro og restitution

Giv din hjerne og krop de bedste muligheder for at komme sig. Lav lystbetonede aktiviteter, der ikke stresser dig. Du skal ikke fixe noget. Din opgave er at give kroppen ro til at fixe sig selv. Let fysisk aktivitet som gåture eller yoga eller strækøvelser er godt, fordi det fremmer blodcirkulationen og hjælper kroppen med at skille sig af med affaldsstoffer.

 

3)    Tålmodighed

Jo længere tid du har været overbelastet jo længere tid tager det for kroppen at komme ovenpå igen. Men bare rolig. Du skal nok blive dig selv igen, selvom der kan gå nogle måneder.

 

Vent med egentlig stressbehandling

Men hvad med behandling af din stress, spørger du. Er det ikke super vigtigt at behandle stress fysisk eller psykisk?  Nej, ikke i den akutte fase.


I øvrigt findes der ikke nogen behandling, der kan fjerne din stress i et snuptag. Stress er opbygget over tid og tager tid at komme af med.

 

Stille kropslig aktivitet, stræk og gåture er rigelig behandling de første uger. En snak med en psykolog, som kan hjælpe med at bearbejde oplevelsen, er også fint, men du har ikke behov for dybdegående psykoterapi lige nu.


Stresset mand går tur
Jeg gik masser af rolige ture på Nørrebro, ved Utterslev Mose og på Assistens Kirkegård. Oplev dit nærområde på gåben.

Det er heller ikke tiden til at gå på jagt i alle mulige alternative behandlingsuniverser, træne dig fri af stressen med hård fysisk træning, gå i intensiv psykoterapi for at få styr på din barndom og alt muligt andet.

 

Drop også ideen om at lære at mestre alle mulige anti-stress teknikker, fancy åndedrætsøvelser, meditationspraksisser og hvad der ellers findes på markedet for stresskure. Vælg en enkelt øvelse eller to og hold dig til dem.

 

Jeg har været der, og det eneste du får ud af det er, at du vedligeholder stressen, fordi du bliver ved med at jagte forandring. Det er det, jeg mente, når jeg indledningsvis skrev, at  det er stressens natur, at noget skal ændres.


Det modsatte af at jagte forandring er accept af det, der er.

 

Hvor lang tid varer stress

Når du ikke længere føler en desperat trang til at fixe noget men kan hvile i dig selv og din situation, kan du begynde at kigge lidt fremad. Det kan tage en måned. Det kan tage to. Tiden afhænger helt af, hvor hårdt du er ramt og hvor længe, det har varet.

 

Når den første akutte periode af din stress-overbelastning er overstået kan du begynde at overveje, hvordan du tager næste skridt på din fysiske, psykiske og kognitive vej tilbage til at blive dig selv igen.


Du er stadigvæk ikke rask, men du har overstået den første svære tid.

 

Uanset om du vælger at prøve alternativ behandling som en kinesiolog eller akupunktur eller hypnoterapi eller mere traditionel psykomotorisk terapi eller hvad du nu gør, så forvent ikke hurtige resultater.

 

Tilsvarende med antidepressiv medicin, hvis din læge foreslår det. Det er fint til at lægge låg på de værste symptomer, men det fjerner ikke stressen og årsagerne bagved.


Det er et langt sejt træk at vende tilbage efter stress, men den gode nyhed er, at der er gode chancer for, at du bliver dig selv igen, hvis du tager dig tiden til det.

 

Arbejdet er en vigtig del af det, at vende tilbage efter stress. Især hvis det er arbejdet, der i første omgang sendte dig i gulvet. Du vil formentlig opleve, at de gode og dårlige dage skifter hele tiden, men måned for måned, vil det blive bedre.

 

Læs meget mere om at være sygemeldt med stress og genoptræning efter stress i bloggen og på de faste sider, som du finder under menupunkterne øverst til venstre.

 

Læs også:

 

 

 

 

Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.

 

 

154 visninger0 kommentarer

Comments

Rated 0 out of 5 stars.
No ratings yet

Add a rating
Kim Selsø med hænderne i siden

Tilmeld nyhedsbrev

- og få en gratis e-bog med 3 træningsprogrammer

Træn klogt med stress e-bog
bottom of page