Når du sygemelder dig fra dit job i længere end fire uger, har arbejdsgiveren pligt til at holde en sygesamtale med dig. Da jeg var sygemeldt med stress fik jeg min personlige invitation til en sygesamtale med chefen i form af et formelt brev i min E-boks.
Sygesamtalen går også under navnet omsorgssamtale. Jeg er sikker på at der rundt omkring i landet sidder masser af omsorgsfulde ledere, der brændende ønsker deres ansatte det bedste.
Sygemeldt med stress: Styg sygesamtale
Der var dog ikke meget omsorg over de tre sygesamtaler, jeg havde med min chef, inden jeg kastede håndklædet i ringen og sagde op. Det ville i mine øjne være mere dækkende at beskrive samtalerne som en ulige boksekamp mellem en lille forvirret og skræmt dreng (mig) og en talende væg.
Begge står stadig knivskarpt i min erindring. Gengivelsen nedenfor er baseret på min subjektive oplevelse og erindring samt et referat, jeg lavede bagefter.
Samtale 1 løb af stablen klokken 10.30 en fredag formiddag. Det var første gang, jeg var tilbage på jobbet, siden jeg var gået hjem en måned tidligere. Jeg var rystende nervøs og svimmel, allerede da jeg satte mig ind i bussen ved Nørrebro Station med kurs mod Herlev.
Jeg var der i god tid og gik en tur. Jeg sad lidt på en bænk i solen og prøvede at tømme hovedet og slappe af. Det lykkedes ikke rigtigt. Da klokken nærmede sig 10.15 rejste jeg mig og slentrede hen mod indgangen ved parkeringspladsen. Jeg mødte en kollega i døren og fik et knus og en lille sludder.
Oversigt over stressfaktorer
Min tillidsmand dukkede op efter et par minutter. Vi snakkede lidt om, hvordan det gik og hvad jeg kunne forvente mig af samtalen.
Mødet foregik på chefens lille kontor, og hun tog smilende imod i døren. Ved dette første møde var hun alene. Ved andet møde medbragte hun en væbner fra HR-afdelingen, men det skal jeg vende tilbage til.
Vi tog plads omkring et lille rundt bord og sagde høfligt goddag til hinanden. Chefen var venlig.
Som jeg husker det var stemningen nogenlunde i begyndelsen af samtalen, hvorefter den blev stadig mere akavet som minutterne skred frem. Dog ikke lige så akavet som til samtale 2. Jeg havde stadig ”det bedste” i vente.
Flakkende blik og rindende øjne
Udover svimmelheden havde jeg også problemer med mit syn og koncentrationsevnen. Jeg var kun vanskeligt i stand til at holde øjenkontakt, blikket flakkede, øjnene løb i vand, og chefens blege ansigt lignede en fuldmåne i mit slørede synsfelt.
Jeg forklarede, at min læge anbefalede minimum 1 måneds sygemelding. Chefen nævnte, at hun forestillede sig en langsom tilbagevenden til jobbet. Dette var jeg indforstået med. Faktisk var jeg positivt overrasket over, at hun selv foreslog det.
Jeg gav hende en kopi af et notat ,jeg havde lavet om mine arbejdsopgaver. Det var en fire sider lang og udførlig liste over alle de faste og mindre faste opgaver, jeg bar på mine skuldre og følte mig tynget af. Mit håb var, at papiret kunne danne grundlag for en konstruktiv dialog om jobindholdet og arbejdsvilkårene, så jeg ikke endte med at køre mig selv i sænk igen.
Øvest på side et havde jeg opsummeret fire hovedproblemer, som jeg så det.
1) Manglende fokus, arbejdsopgaver og ansvar, der strittede i alle retninger.
2) Et i mine øjne rigidt og ufleksibelt arbejdsskema, som gjorde det ekstra svært.
3) Uklare forventninger og rodede arbejdsgange.
4) Kimende telefoner, støj og et hav af ad hoc opgaver.
Tromlet flad og ladt i stikken
At vi ikke var enige, stod hurtigt klart for mig. Det stod også relativt klart for mig, at det var en kamp, jeg ikke kunne vinde. Jeg var opsat på, at vi nåede til enighed om en jobbeskrivelse, jeg var tryg ved, så jeg kunne gå hjem i vished om, at det hele nok skulle løse sig. Jeg havde brug for imødekommenhed, brug for at føle mig set hørt og forstået, som man siger i sundhedsvæsenet. Jeg følte mig i stedet tromlet og ladt i stikken.
Chefen mente, at det var mit problem – ikke hendes eller afdelingens – at jeg var gået ned med stress. Hun var stålsat på, at jeg skulle tilbage i samme job uden ændringer. Dog med en blød opstart. Tak for det, chef.
Jeg ville have mere fokus på fysioterapi, hvilket jeg som nyuddannet fysioterapeut havde brug for. Jeg havde svært ved at se ideen i, at jeg skulle bruge 70 procent af min tid og energi på andre ting. ”Det er et vilkår her, at alle ansatte løser mange forskellige opgaver,” svarede hun.
Mine klager over uklare forventninger blev tilbagevist med et ”Jeg kan jo ikke lave firkantede regler for alt.” Når jeg bad om retningslinjer for, hvordan vi gjorde her på stedet, så jeg havde noget at læne mig op ad, gentog hun blot: ”Jeg kan jo ikke lave firkantede regler for alt. Spørg dine kollegaer.” Jeg forklarede sammenbidt, at det havde jeg skam gjort løbende. Problemet var, at jeg fik forskellige svar, og at de ofte også var usikre.
Systemet er fejlfrit
Chefens løsning på problemet var enkel. Når jeg kom tilbage, måtte vi starte forfra, ligesom da jeg var helt ny og grøn et år tidligere. Jeg måtte lære det hele igen igen og få løbende støtte. Med andre ord: Hvis jeg blev stresset, var det fordi, jeg ikke havde fattet mit job. Systemet var fejlfrit. Jeg spruttede af raseri, da jeg gik.
Den næste omsorgssamtale tre uger senere måtte jeg aflyse, da jeg fik det værre. 4. maj var jeg forbi lægen for at få lavet en mulighedserklæring efter krav fra chefen. Erklæringen endte med at lyde således: ”På baggrund af undersøgelse den 25. februar i min konsultation bekræfter jeg at Kim Kaas Selsø fravær fra sit arbejde skyldes sygdom. Mit skøn er, at sygefraværet vil vare tre måneder fra d.d., og i den periode opstarter Kim langsomt arbejdet efter fast plan og er således først tilbage til almindelige arbejdstider/ opgaver efter tre måneder.”
I den følgende periode kæmpede jeg en indre kamp med mig selv. Tanken om at jeg skulle tilbage til mit job under chefens kommando med udsigt til en (i mit hoved) ny stensikker nedtur drænede mig for energi. Jeg havde svært ved at finde ro. Jeg rystede, når jeg tjekkede mailen og E-boks for nyt fra jobbet. Svimmelheden og de andre symptomer var der stadig, og det syntes ikke at blive bedre.
Jeg spekulerede som en gal over en udvej. At fortsætte som sygemeldt og skulle til månedlige frugtesløse omsorgssamtaler hos chefen ville ikke gøre mig rask, tænkte jeg. Som sygemeldt måtte jeg ikke søge andet arbejde, så den dør var lukket.
Ingen hjælp fra fagforening
Jeg bad tillidsmanden undersøge muligheden for at skifte til en anden jobfunktion i kommunen, men det afviste HR-afdelingen. Jeg ringede derpå til min fagforening og bad om råd og hjælp til en forflytning. Konsulenten var en mand, jeg havde talt med et par gange siden jeg meldte mig syg i marts.
Første gang var kort efter sygemeldingen. Jeg havde været rystet og vred, da jeg berettede om arbejdsvilkårene på mit job, som jeg mente var under al kritik. Han havde virket ligeglad. Det samme var mit indtryk nu. ”Jobbene hænger jo ikke på træerne,” forklarede han og fortsatte så: ”Du skal da være glad for, at de ikke har fyret dig.” Det mente jeg ikke, at jeg skulle. Da jeg en del måneder senere var ved at være ovenpå og raskmeldt igen, meldte jeg mig ud af fagforeningen.
Rask var jeg dog langtfra nu, og derfor var det ikke en mulighed at vende tilbage til jobbet her og nu, selvom jeg havde mest lyst til at få det overstået, så jeg kunne komme væk hurtigst muligt. Risikoen for at jeg var uopmærksom og en ældre gangbesværet borger kom til skade var for stor. Omvendt kunne jeg ikke overskue at sige op. Tanken om de ydmygelser der ventede i sygedagpengesystemet var for grim.
Efter lang tids vildrede traf jeg en beslutning. Jo før jeg kom tilbage til jobbet jo før kunne jeg begynde at søge væk. Så måtte det briste eller bære. Sidst i maj satte jeg mig ved computeren i soveværelset og skrev en mail til chefen og foreslog, at vi drøftede en plan for min tilbagevenden. I mailen gjorde jeg opmærksom på, at jeg stadig oplevede symptomer, og at det bekymrede mig i forhold til løsningen af opgaver med ældre svage borgere.
Få dage senere dumpede indkaldelsen til sygesamtale nummer 2 ind i min E-boks, og sidst i maj mødtes vi for anden gang. Jeg havde igen min tillidsmand med, og chefen var som omtalt tidligere sekunderet af en dame fra HR-afdelingen.
Ildsprudlende HR-drage
Dragen spyede ild kort efter, at vi havde slået os ned om det lille runde bord på chefens kontor, mig og min tillidsmand nærmest væggen og de to andre med ryggen ud mod lokalet. I modsætning til første omsorgssamtale, hvor jeg sejlede rundt som en groggy bokser, var jeg betydelig mere klar i hovedet og rolig denne gang. Alligevel blev jeg rystet, da HR-damen åbnede munden og sagde: ”Ja, Kim, du har jo været syg i 12 uger nu. Det er lang tid og dine kollegaer er pressede.”
Jeg svarede noget i retning af, at 12 uger efter min opfattelse ikke var lang tid for en stress-sygemelding, og at mine kollegaers arbejdspres ikke var mit ansvar. Dermed var tonen lagt, og den blev ikke blidere som minutterne skred frem. Efter en længere diskussion med chefen om mine arbejdsvilkår opgav jeg at trænge igennem. Mødet mundede ud i, at vi aftalte en plan.
Jeg skulle starte en uge senere. De første uger tre timer per dag i tre dage, hvorefter der langsomt skulle trappes op. Opgaven var at være terapeut nr. 2 på holdtræninger men uden ansvar i begyndelsen. Vi aftalte også et nyt møde en måned senere.
Tirsdag 7. juni mødte jeg på arbejde igen for første gang i tre måneder. Jeg nåede at være der i tre uger, inden jeg for anden gang gik på røven og måtte sygemelde mig igen.
Fortæl din stress-historie
Stress koster hvert år samfundet store summer til bl.a. løn under sygdom og sygedagpenge og har store konsekvenser for den enkelte. Er vi gode nok til at hjælpe stressramte danskere tilbage på arbejdsmarkedet? Jeg ser min historie som et eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Fortæl din historie.
Har du været til fraværssamtaler som stressramt? Hvordan forløb dine samtaler, og har du nogle råd, du vil give videre?
Læs mere her:
Hvis du syntes, at artiklen var interessant så tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev. Du er også vældig velkommen til at dele eller like på Facebook eller LinkedIn.
TAK