Støt på 10er
top of page
Kim Selsø

Derfor ender jul med familien ofte med stress og konflikter

Opdateret: 9. jun.

Jeg lavede i julen 2018 et interview med psykolog Solveig Wandall fra den nu nedlagte Stressforening om julestress. Hun gav sine bedste råd til at slippe igennem strabadserne, så du kan holde jul med familien uden alt for mange knubs og stress. Solveigs råd kan godt tåle en gentagelse, så her får du artiklen igen.


Julen kan være en udfordrende tid at komme igennem, hvis man er ramt af stress – eller bare er ganske almindeligt træt af travlhed og jagen rundt. At der er ekstra pres på i julen mærkes hos Stressforeningen, der oplever et stigende antal henvendelser op til jul.


Hvorfor er der ekstra meget stress til jul?

”Mange tror, at stress handler om, at vi har alt for travlt, og det kan også godt være rigtigt. Men tit handler det mindst ligeså meget om, at juletiden sætter vores relationer under pres. Kombinationen af det praktiske og det følelsesmæssige kan være en stor stressfaktor.”


Julen kan være en stressende tid
Jul og stress er uløseligt forbundet for mange, og tiden i familiens skød kan være en udfordring. Foto: Mig selv.

Hvorfor er relationerne stressende?

”Til hverdag har alle travlt med deres egne ting, men i julen bliver vi mindet om vores relationer, og det kan være et stort pres for mange. Nogle har en stor familie og føler et pres for at nå at se alle, og andre har slet ingen familie og føler sig ensomme. For sidstnævnte fylder det meget, at der ligger en forventning om, at vi skal være sammen i families skød og hygge os i julen.”


Hvordan undgår vi julestress?

”Mærk efter i hvilke situationer, du bliver stresset. Er det de praktiske gøremål, der stresser eller er det alle forventningerne, du føler, at du skal leve op til? Hvis det er det praktiske, så kan det være en hjælp at sænke ambitionerne en smule.


Sæt barren lavt. Drop den store julerengøring i år og overvej, om det nu også er nødvendigt at du laver al maden selv. Hvis det mere handler om relationerne, så sæt nogle rammer for samværet, som du kan leve med. Sig hellere nej til for meget end for lidt.”


Kan man godt tillade sig at sige nej?

”Jeg synes at det er okay at sige fra, men det er selvfølgelig bedst at undgå at skuffe folk. Så hellere sige nej tak fra begyndelsen end at melde afbud i sidste øjeblik. Tit er vi slaver af vores egen samvittighed, og vi ender ofte med at tage af sted selvom vi ikke har overskud til det. Men hvis man er i en situation, hvor man ikke kan overskue det, så hellere aflyse end at tvinge sig selv afsted.”


Mand er stresset og træt af julen
Her er en mand, der har sagt ja til for meget. Sig hellere nej en gang for meget end for lidt.

Hvordan undgår man konflikter?

”Forventningsafstem med familien. Tag en snak i familien om, hvad der er vigtigt i jeres familie. Er det maden, der fylder mest eller gaverne eller samværet? Nogen siger, at man ikke kan planlægge alt, og det er rigtigt. Men man kan tage en snak i familien om, hvilke værdier, der er vigtige. Beslut jer for en julestrategi, hvor alle kan være med.”


Hvad hvis din partner vil mere end du vil?

”Det handler igen om at afstemme forventningerne. Meld ud i god tid, hvordan du har det og tal sammen. Sig fx, at du ikke har overskud til at besøge hele partnerens familie og find et kompromis, som begge kan leve med.


Der er typisk større forståelse, hvis man får talt om tingene på forhånd, og så undgår man også den vrede og frustration, der kan følge i kølvandet på kuldsejlede forventninger.”


Bliver mænd og kvinder stressede af det samme?

”Stress er ikke så meget kønsbestemt men mere en individuel følelse, hvor praktisk/økonomisk stress kan fylde ligeså meget som følelsesmæssig stress og omvendt. Mænd og kvinder reagerer også forskelligt på stress.


Når kvinder oplever stress, har de behov for at tale med nogen om deres problemer, mens mænd i reglen lukker sig inde og tumler med problemerne selv.”


Læs også psykolog Solveig Wandalls råd til, hvordan du bedst håndterer julen:



Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller Linkedin.

66 visninger0 kommentarer

Kommentare

Mit 0 von 5 Sternen bewertet.
Noch keine Ratings

Rating hinzufügen
Kim Selsø med hænderne i siden

Tilmeld nyhedsbrev

- og få en gratis e-bog med 3 træningsprogrammer

Træn klogt med stress e-bog
bottom of page