Støt på 10er
top of page
Kim Selsø

Mange oplever træthed ved stress: 12 råd til at passe på dig selv

Opdateret: 9. jun.

Gamle uvaner er svære at slippe af med. Før jeg gik ned med stress, var jeg misbruger. Ikke af stoffer eller alkohol forstås. Af energi. Min egen energi. Jeg brændte mit lys i alle ender og helst samtidig.

Som ung journalist - inden jeg skiftede spor til sundhedsbranchen – havde jeg for vane at knokle til jeg segnede, og så skrabede jeg mig selv op om aftenen eller i weekender og ferier. Hvis jeg da ikke sad og arbejdede på mine private skrive-projekter, hvilket jeg ofte gjorde, når jeg havde fri.


Træt mand med stress
De færreste af os kan sige sig fri for at føle os energiforladte og flade ind imellem. Er det en livsstil at køre dig selv flad? Så bør du læse med her.

Da jeg så fik kone og børn blev ressourcerne endnu mere knappe. Det problem kan man løse på to måder: Prioritere eller løbe stærkere. Jeg gjorde det sidste. Pauser, hvor jeg fik ladet batterierne op uden at jagte et eller andet åndssvagt mål var der ikke mange af.


Jeg var vant til, at uanset hvor meget jeg udmattede mig selv og trak over på energi-kontoen kom jeg altid op igen. Det var dengang.


Stress æder din energi og fører til træthed

Stress over længere tid dræner dig for energi. Når du endelig slipper gaspedalen og stopper op, kommer al uroen og stress-symptomerne væltende op. Nu begynder kroppen at restituere, og så mærker du for alvor trætheden. Det kan godt tage flere uger - eller måneder. I løbet af processen bliver du sandsynligvis syg.


Når kroppen har været udpint i lang tid, er den mere modtagelig overfor infektioner. Trætheden fortsætter sikkert i længere tid, end du bryder dig om. Du vil gerne i gang, men kroppens genopretning tager den tid, den tager. Du spekulerer på, hvorfor du er så træt. Det er helt normalt. Det samme er trætheden. Mange oplever træthed ved stress


Mental eller psykisk træthed

Din træthed kan bunde i mentale eller psykiske årsager. Mental træthed er den form for træthed, man oplever efter en hjerneskade. Det kaldes også fatique og kan ligestilles med voldsom udmattelse.


Din hjerne slukker simpelthen. Psykisk træthed, der også kaldes følelsesmæssig træthed, optræder sammen med angst, depression eller lignende. Overtænkning i form af daglange grublerier over bekymringer i fremtiden eller oplevelser i fortiden kræver meget energi. Du kan kende forskel på psykisk og mental træthed ved, at det hjælper at hvile sig, hvis trætheden er mental.


Psykisk træthed aftager, når problemet er væk og du stopper med at gruble men søvn hjælper ikke. Hvis trætheden er mental, vil du i reglen også opleve, at du har mest energi om morgenen og formiddagen, hvorefter energien svinder ind. Ifølge Hjerneskadeforeningen ses mental træthed ved langvarig stress men oftest vil der være tale om psykisk træthed.


I dag er jeg kommet mig over min stress-nedtur men ikke alt er som det var. Det er også normalt. Energi er en ressource, der er knaphed på i mit system. Jeg bliver hurtigere træt i hovedet og er længere tid om at komme til kræfter.


Jeg tænker, at angst spiller en rolle, men jeg ved det ikke. Jeg er blevet tvunget af omstændighederne til at lære at respektere mine ressourcer. Ikke at jeg er god til det, men det er blevet bedre.

Her er 12 råd til at passe på din energi:


1. Kør aldrig tanken helt tom

Sørg altid for så vidt muligt at have noget stående på energikontoen. Kør aldrig dig selv helt flad mentalt, hvis du kan undgå det. Jo fladere dit batteri er jo mere modtagelig for stress. Planlæg tid til at holde fri. Jo mere flad din hjerne er, jo længere tid tager det at fylde tanken op igen.


2. Tank op regelmæssigt

Hold mikropauser i løbet af dagen. Gerne hver halve time og som minimum, når du mærker at du er træt i hovedet og skal anstrenge dig mere for at bevare fokus og overblik.


3. Slap af i opmærksomheden

Når du anstrenger din hjerne for at løse et problem udløses stresshormoner på samme måde som hvis du mødte en tiger. Jo mere du anstrenger dig jo mere fut sætter du i kroppens kamp-flugts-system. Det koster energi. Derfor er det en god strategi at forøge at have et afslappet fokus, når du laver noget. Mærk efter i hovedet, hvordan det føles. Anstrenger du dig eller slapper du af?



4. Lyt til trætheden – giv plads

Føler du dig skarp i hjernen eller træt som en vissen grøntsag? Er du træt i hovedet i flere uger er det et signal om, at du skal geare ned. Dit sind vil altid forsøge at overtale dig til at fortsætte, selvom du er døden nær af udmattelse.


Lyt ikke til tankerne. Lyt til trætheden. Træthed er naturligt og er et livsvilkår uanset, om du har været nede med stress eller ej. Træthed betyder, at kroppen har brug for hvile, så den kan genopbygge sig selv. Lyt til den og giv plads til den. Modstand mod trætheden er lig med anstrengelse, og det fører til mere træthed.


5. Hold skærmfri

At sidde og glo nyheder eller svælge i sociale medier på en IPad eller mobiltelefon er ikke at slappe af. Det er faktisk anstrengende for hjernen, og den bliver afhængig af det.


6. Anerkend bekymringstanker

Det er naturligt at bekymre sig, hvis man har været træt et stykke tid. Hvad er der galt? Hvorfor bliver jeg ikke frisk? Man kommer også nemt til at bekymre sig om bekymringerne.


Men at svælge i bekymringer giver uro og fører til flere bekymringstanker. Når du lader dig rive med af sindets tankestrøm, bruger du rigtig meget energi. Det samme er tilfældet, når du gør modstand mod tankerne. Det skyldes, at kroppens kamp-flugtsystem, det sympatiske nervesystem, er aktiveret og i alarmberedskab. Når du slapper af i forhold til bekymringstankerne sparer du omvendt energi. Anerkend tankerne men lad dem passe sig selv.


7. Prioriter motion

Motion og bevægelse giver energi, såfremt du ikke overdriver. At ligge i sofaen dagen lang og se Paradise Hotel er ikke en god strategi. Det bliver du kun fed, doven og mere træt af. Motion i naturen er endnu bedre. I fri natur slapper dit sind mere af i modsætning til i byen, hvor hjernen bombarderes med støj og uro.


8. Tænk som en bjergbestiger

Som enhver bjergbestiger ved er opgaven langt fra slut, når du har nået toppen. Faktisk er du kun halvvejs. Du skal også ned igen. Hvis det har taget to uger at kravle op, skal du også bruge to uger på at kravle ned igen. Eller skåret ud i pap: Hver gang du har en krævende udfordring i dit liv, skal du altså afsætte tid til at genoplade batterierne bagefter.


9. Følg energien og glæden

Gør noget, der gør dig glad og giver dig energi. Hver dag. Brug glæden, roen og energien som vejviser i forhold til, hvad der tærer og nærer. Hvis du føler glæde, ro og lethed indeni gør du det rigtigt. Hvis tingene føles anstrengende, så prøv at gøre det på en anden måde.


10. Erkend dit problem

Husk, at jo sværere du har ved at geare ned og give slip på alt det, du føler, at du skal, jo vigtigere er det, at du gør det. Manglende erkendelse er i sig selv et vigtigt stresssymptom.



11. Brug energien bevidst

Du bestemmer ikke altid selv over, hvad du vil deltage i, fx arrangementer, diskussioner, en konflikt med dit barn, et besøg hos svigerfar, en arbejdsopgave, din chef har givet dig. Men du kan vælge at deltage på mange forskellige niveauer.


Det er du selv herre over. Du bestemmer selv, hvornår du vælger at engagere dig og brænde energi af, og hvornår du vælger bare at være tilstede. Om du vælger det ene eller det andet afhænger af, om det er vigtigt for dig eller ej. Så er det det? Hvis ikke det betyder noget, så vær ligeglad.


12. Vær tålmodig

Hvis du har kørt dig selv hårdt i lang tid uden at give tid til at din krop og hjerne kan restituere ordentligt, tager det tid for kroppen at genopbygge energidepoterne igen. En stresset periode på et halvt år kan sagtens tage uger eller måneder at komme sig over. Jo større og mere langvarigt pres jo længere tid tager restitutionen.



Læs også:




Bøger om at optimere din energi:




Hvis du syntes, at artiklen var interessant så tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev. Du er også velkommen til at dele eller like på Facebook eller Linkedin eller sende en mail med kommentarer og forslag til ks@stressfar.dk.

2.189 visninger0 kommentarer

Comments

Rated 0 out of 5 stars.
No ratings yet

Add a rating
Kim Selsø med hænderne i siden

Tilmeld nyhedsbrev

- og få en gratis e-bog med 3 træningsprogrammer

Træn klogt med stress e-bog
bottom of page